Lørdag d. 13. november var vi i Parken for at opleve årets Sensation White - Celebrate Life. Vi har været til Sensation to gange før, og det er en helt speciel stemning der rammer København til sådan et event. I fine hvide kjoler forlod vi Christina's lejlighed på Østerbro først på aftenen og kom hurtigt i "Sensation stemning" da vi mødte alle de andre hvidtklædte mennesker på vej mod Parken.
Til årets Sensation var der helt klart fokus på at få folk med som en del af showet og fællesskabet og på denne måde "celebrate life". Der var sat en stor pyramide op midt i Parken, som man kunne danse på, og dette betød at man følte at man var en del af festen, hvor man før har følt sig lidt mere som en tilskuer. Vi savnede dog noget show og flotte visuelle effekter som der har været utrolig fascinerende de sidste par år. Et mix af showet og oppyntningen fra de forrige år, sammen med dansepyramiden og fællesskabs følelsen fra i år ville have været helt ideelt!
Musikmæssigt var det rigtig fedt, med et lineup bestående af dj's som Fedde Le Grand, Noir og Chuckie havde vi også forventet at de ville sætte gang i en rigtig god fest, og det levede de helt klart op til. Vi dansede i timevis og det samme gjorde alle andre, hvad enten det var på pyramiden eller det kæmpe dansegulv rundt om, og det var tydeligt at de fleste havde deres livs fest!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar